fbpx

SÅDAN HOLDER DU MOTIVATIONEN OPPE

 

På et tidspunkt i dit træningsforløb vil du formentlig ramme en mur. Eftersom kosten er en gigantisk del af din succes, er det en tosidet udfordring, du står over for. Træningsdelen og maddelen.

Hvis du begynder at ”slacke” på en af disse 2 dele, vil det kunne ses på dine resultater. Dette er især vigtigt for os tynde, der ønsker at tage på i muskelvægt.

Efter at have været i gang med mit træningsforløb i ca. 1½ mdr. kan jeg mærke at netop dette, er den største udfordring for mig.

At ændre mit liv og mine rutiner til at indeholde 3 træningssessioner om ugen kræver prioritering og motivation. Når jeg samtidig skal tilføje den tid og disciplin, der kræves for at få spist nok hver dag, vil jeg kategorisere hele projektet som en “større livsstilsændring”.

Så ja, du kommer sandsynligvis også til at kæmpe på et tidspunkt. Dagens indlæg handler derfor om de øjeblikke, hvor jeg kæmper.

For mig er den største udfordring stadig at få spist ordenligt hver dag. Selve træningsdelen og de rutiner det indebærer, har jeg allerede vænnet mig til – og jeg nyder virkelig at se og mærke min fremgang i træningscenteret!

Så hvorfor kæmper jeg stadig med maddelen?

Det er ofte de små ting. I dag havde jeg for eksempel problemer med at få spist mine mellemmåltider – Årsag –  Skolen er stressende i øjeblikket, da jeg har en del afleveringer, som tager min tid.

Lad os kalde den del af udfordringen for de eksterne faktorer

Andre gange er jeg træt om aftenen, efter en lang dag med skole, venner, lektier, fodbold osv. osv. Så det sidste jeg har lyst til, er at stå i køkkenet og lave mad.

Jeg vil kalde denne del af udfordringen for de disciplinære faktorer

Disse faktorer er i sig selv ikke så forfærdelige, hvis de kun opstår i en sjælden anledning.

Med andre ord frygt ikke, hvis du skipper et enkelt mellemmåltid ved en sjælden lejlighed eller hvis du glemmer at spise et måltid. Dette er ikke verdens undergang og du kan kompensere for det, ved at spise ekstra i dit næste måltid. På den måde er intet tabt.

Pointen ved dette indlæg, er når begge af ovenstående faktorer kombineret bringer dig til det punkt, hvor motivationen er nede.

Hvad gør jeg når motivationen svigter?

For et par uger siden nåede jeg et punkt i mit træningsforløb, hvor jeg følte, at jeg flyttede mig i den forkerte retning. I stedet for at tage på i muskelvægt og blive stærkere følte jeg, at jeg begyndte at tabe mig en smule igen. Et frygteligt scenarie taget i betrækning af hvor meget arbejde, jeg lægger i projektet.

Men faktum var, at jeg grundet sygdom, havde svært ved at overskue at spise nok. Jeg følte mig samtidig skyldig, hvilket på ingen måde hjalp på problemet.

Dette var ikke en del af planen. Meningen var, at jeg skulle bliver større, stærkere og sundere dag for dag, og at alt ville blive nemmere undervejs. I stedet bliver jeg ramt af influenza, og måtte træde et skridt tilbage.

Det var som at få en knaldhård mavepuster, men i stedet for at blive knockoutet, rejste jeg mig op igen og kom over det.

Så hvad gjorde jeg for at kickstarte motoren igen og stoppe den nedadgående spiral?

Hvis jeg skal bruge en analogi, vil jeg sammenligne det med, hvordan jeg plejede at fixe min computer tilbage i tidernes morgen. Jeg ville slukke den – vente i 10 sekunder – og så tænde den igen. Hvis det ikke hjalp ville jeg, hvilket set i bakspejlet virker tåbeligt, slå den på toppen og prøve igen. (Det er for resten stadig sådan jeg fixer min router den dag i dag).

Jeg tog en weekend i sommerhus med min kæreste for at få clearet hovedet og komme mig 100 %. Mit fokus og eneste mål var, at jeg skulle i gang med at spise ordenligt igen efter min sygdomsperiode. Ingen træning. Intet arbejde.

Jeg huskede samtidig mig selv på, hvorfor jeg gør dette her og hvad det betyder for mig. (Det kan være en rigtig god idé at skrive disse ting ned på et stykke papir, så du altid kan finde det frem, hvis motivationen daler eller du møder modgang.) Derudover fandt jeg nogle billeder frem fra før jeg begyndte at træne, hvilket mindede mig om, hvad jeg kom fra og hvor jeg er på vej hen. 

Så det der virkelig virkede for mig, var at stoppe op og tage væk en weekend, hvor jeg kunne få samlet tankerne. Komme væk fra skole og stress, og kun fokusere på en ting ad gangen.

Så hvis du når et punkt, hvor du af den ene eller anden årsag, føler dig opgivende, må du ikke give op. Sæt træningen i bero for en kort stund og fokuser udelukkende på maden. Husk 80% af din succes kommer fra den energi, du tilfører dit system via kosten.

Som Thomas fortalte:

”Hellere skippe en hel træningssession end et enkelt måltid mad”.

Hvis tingene begynder at blive uklare og du mister motivationen. Genstart systemet. Gå tilbage til ”square one” og fokuser udelukkende på spisningen indtil du er fit for fight igen.

Når batterierne er ladet op, er du hurtigt tilbage på sporet igen og kan begynde at kigge fremad mod fantastiske resultater.

Som altid – Keep lifting and eating guys ?

LetsGain

Om LetsGain

Kontakt

Tlf. 21 60 68 60

E-mail. hej@letsgain.dk

Følg os